Hovedtelefoner og underlige ører

Jeg må ha' nogle lidt underligt formede ører... I hvert fald har jeg ret svært ved at finde nogle in-ear-hovedtelefoner, jeg kan blive tilfreds med.

Dem, der følger med til en iPod, er jeg ikke vild med. Jeg bruger min iPod en del til at høre musik, når jeg løber, og de originale Apple-hovedtelefoner falder simpelthen bare ud. Der er efter min mening en rimeligt god lyd i dem, og jeg bruger dem på arbejde til at høre musik fra Ezmo på min arbejdscomputer.

Ret hurtigt erhvervede jeg mit et sæt "noname" i Apple-hvid, der sidder noget bedre fast i ørene. Til gengæld er lyden ikke imponerende. Når jeg løber, hører jeg oftest noget techno-musik med en god, pumpende bas - og den går lidt til spilde i de hovedtelefoner.

For et par uger siden anskaffede jeg mig et sæt Shure E2g "Sound Isolating Earphones" efter at have læst en række anmeldelser på nettet, hvor de udelukkende har fået ros. De rækker meget langt ind i ørene og skal sidde lidt anderledes end de fleste andre mærker. Ledningen skal gå opad og om bag øret. Lyden er helt fantastisk, og de lukker al støj ude. Desværre er de, ligesom Apples, ikke lavet til min øre-form. De begynder hurtigt at sidde løst, og så forsvinder den støj-isolerede effekt, og lyden bliver clockradio-agtig.

Mit seneste forsøg er et par lækre KOSS SparkPlug, der fungerer efter samme princip som mange ørepropper, hvor man "nulrer" spidsen sammen, hvorefter den udvider sig og slutter helt tæt i øregangen. Jeg har kun brugt dem i få minutter, men mit første indtryk er, at især bassen er helt fænomenal. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i et sæt in-ear-hovedtelefoner! De er ret store, men på grund af det fleksible materiale, sidder de perfekt i ørene. Jeg har endnu ikke haft dem med på en løbetur, men jeg har på fornemmelsen, at de bliver siddende.

Ellers må jeg på jagt igen...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Smilende teknik-nørd

Writely